Hver fjerde langtidssygemelding skyldes smerter i kroppen

25% af alle langtidssygemeldinger skyldes smerter i muskler og led. Det har store økonomiske konsekvenser for individet, virksomhederne og samfundet som helhed. Sundhedsstyrelsen og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anbefaler derfor, at virksomheder gør en aktiv indsats for at forebygge smerter og sygdomme hos deres medarbejdere.

I 2013 blev op mod 900.000 danskere behandlet for lændesmerter og næsten 600.000 for nakkesmerter, og der er en tydelig social ulighed i, hvem der får lidelserne. 72 procent af danskere med en kortere uddannelse har oplevet ubehag eller smerter i arme, hænder, ben, knæ, hofter eller led inden for de seneste 14 dage. Tallet er næsten det halve (39 procent) blandt personer, der har en længerevarende videregående uddannelse.

De særligt udsatte faggrupper for muskel – og ledsmerter er:

  • Tømrere og snedkere
  • Murer og bygningsarbejdere
  • Slagteriarbejdere
  • Pædagoger og pædagogmedhjælpere
  • Rengøringsassistenter

Direktøren for sundhedsstyrelsen udtaler:

”Vi kan se, at der er social ulighed i, hvem der er inaktive i fritiden, og det kan have betydning for, om man kommer til at opleve smerter og ubehag. Derfor er der behov for at have fokus på, at fysisk aktivitet og træning er vigtigt for alle, og især for borgere, som bruger deres krop meget i dagligdagen. Ellers er der risiko for, at man kan udvikle skader. Den gode nyhed er, at det er muligt at forebygge en stor del af muskel-skelet lidelserne”.

 

Arbejdspladsen bør hjælpe med at forebygge arbejdsskader

De erhverv hvor kroppen bruges meget og fysisk træthed opstår, er også de erhverv hvor medarbejderne er særligt udsatte for at udvikle smerter i muskler og led. Medarbejderne har ofte tunge løft og mange gentagne bevægelser. De har et særligt behov for at træne målrettet for at forebygge og behandle skader og smerter. Sundhedsstyrelsen og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø opfordrer således til, at arbejdspladserne hjælper med initiativer. Erfaringerne viser nemlig, at den forebyggende indsats ikke kun kan overlades til den enkelte person.

Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, udtaler:

”Vidensråd for Forebyggelse har peget på, at træningsindsatser, der finder sted på arbejdspladsen, har rigtig god effekt, og derfor er det et af de spor, som vi mener, at arbejdspladser bør arbejde videre med. Den enkelte kan selvfølgelig godt gøre noget, men det er vigtigt at påpege, at ledere på arbejdspladserne har en stor opgave i at sikre, at der kan tages initiativer, som medarbejderne kan benytte sig af”.

Det påpeges desuden, at det er i fælles interesse at forebygge muskuloskeletale lidelser. De positive gevinster ved en indsats gavner både arbejdsgivere og arbejdstagere, men også pensionskasser og samfundet som helhed – alle har en interesse i at forebygge udstødelse fra arbejdsmarkedet.

Uanset om træningen foregår i arbejdstiden eller i forlængelse af arbejdstiden, er det vigtigste fokus at sikre, at træningen bliver målrettet de belastninger som den enkelte medarbejder udsættes for i løbet af arbejdsdagen og, at træningen foregår ved et samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

 

Fandt du dette indslag spændende, så finder du sikkert også det her interessant: Sygedage i Danmark på grund af udvalgte sygdomme blandt mænd og kvinder

Kilder:

https://www.sst.dk/da/nyheder/2017/smerter-i-kroppen-staar-bag-hver-fjerde-langtidssygemelding

_________________________________________________________________________________________

Af Sten Thiim Hansen

Sten@Forebygarbejdsskader.dk

16.03.2018

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *